Maries blog

Maries blog

Hvem er jeg?

Jeg hedder Marie, er 40 år og bor i Snekkersten med min mand, 2 piger og vores skønne hund.

Harmoni pk.2

PatchworkPosted by Marie 23 Apr, 2010 15:51

En uge er næsten gået og nu har jeg pakke 2 til Harmoni klar. Jeg glæder mig super-meget til at kunne begynde at sy dem sammen!

Jeg er vild med de blå batikker - man kan mikse dem på kryds og tværs og de passer bare sammen.

Harmoni-pakke nr. 1 er klar

PatchworkPosted by Marie 17 Apr, 2010 20:15

I går aftes (imens galla'en fra Fredensborg rullede over skærmen - hmmm...) fik jeg syet blokkene til Harmoni pakke 1 færdig, så nu er de klar til sammensyning med alle de andre. Det er et spændende projekt, når man ikke ved hvordan det færdige resultat skal være. Jeg har her i dag klippet stoflapperne til pakke 2, så de kan ries på pap i aften.

(Jeg kan se nu på billedet, at muffins-blokken er riet skævt på pappet - det ordner jeg inden sammensyning!)

Og nu så jeg lige på Karmaquilt-bloggen (da jeg skulle linke til den ovenfor) at pakke 6 er lagt ud, så nu der skal printes!

Da jeg den anden dag ryddede op i det skab i kælderen, hvor alt mit stof ligger, se så lige hvad jeg fandt i bunden af en skuffe:

Det må have været engang i starten af 90'erne jeg syede det (på maskine) - det er kun en top, så der er ingen vat, bagbeklædning eller kanter. Farverne er sådan lidt la-la i forhold til min smag nu, og vi har allerede et flot sengetæppe hvor farverne passer mig meget bedre, så jeg tog en lynhurtig beslutning: Jeg deler det i to, så kan der blive et puttetæppe i en god størrelse til hver af pigerne. Der er 100 log-cabins i alt, så de bliver hver på 6x8 og størrelsen på hvert tæppe vil nok ca. blive 160x210cm. Det kræver bare lidt symaskinearbejde, så burde det være ok. Og så er der blevet bedre plads i skabet...

Ronja sprang op og lagde sig med det samme tæppet var bredt ud - hun ville også med på billedet!

Jeg glemte lige...

PatchworkPosted by Marie 12 Apr, 2010 18:41

Jeg fik syet lukkekant på endnu en dækkeserviet i går, den er en mønsterrapport bredere end den første jeg lavede.

På stoffer i USA!

PatchworkPosted by Marie 12 Apr, 2010 18:37

Se nu lige her hvad jeg købte af stof i USA - det var fantastisk at vælge og vrage til de billige priser. De søde damer i patchworkbutikkerne i Florida var målløse, da de hørte hvad det koster i Danmark.

Flotte stof-sæt, som Matilde har købt. Det ene sæt skal bruges til en hemmelighed til en veninde...

Lækre batik-FQ'ers, som jeg allerede er gået i gang med at bruge af. Mere om det senere...

Balipops, de to til venstre er Matildes, de to til højre er mine:

2-3 yards af hver af forskellige batikstoffer som kan bruges i kombi med ovenstående:

Jelly-rolls...

En Moda-scrap-bag, som dog viste sig at skuffe lidt ved nærmere eftersyn. Stofstrimlerne er af en lidt ulden-agtig type, som i hvert fald ikke kan bruges i kombination med al det øvrige. Men dejlige brune farver ellers...

Og så alle de ny linealer og endnu en Rotary-rullekniv:

Nu er det bare at komme igang med det hele - faktisk går Matilde og jeg i gang med at skære til "hemmeligheden" her om lidt, den skal være færdig næste søndag.

Kalendertæppet er færdigt!

PatchworkPosted by Marie 28 Mar, 2010 11:47

Endelig - nu er kalendertæppet quiltet, lukkekanten er monteret og nogle fine stropper er sat i øverst bagpå til den liste, der skal sørge for at det hænger pænt.

Det har taget 4-5 måneder at få syet de 12 billeder, men jeg har også snydt i forhold til mønstret fra QuiltmyDesign: Jeg har ikke syet evighedskalenderne på hvert billede. Tæppet er fyldt med små detaljer og det har været en sjov proces at sy dem alle. Men der skal gå lidt tid før jeg applikerer i hånden igen!

Det store problem er nu: Hvor skal vi gøre af det? Det er et vægtæppe og egner sig ikke som puttetæppe, men det er lidt småt med vægpladsen - ihvertfald til sådanne hjemmeflikkede ting!

Næste projekt: Jeg er i gang med en dækkeserviet mere og der skal da laves 5-6 stykker ialt. Og så regner jeg med at komme hjem fra ferie i USA, læsset med lækre og inspirerende stoffer - hvor nogle af dem skal bruges til KarmaQuilts Harmoni!

Ny dækkeserviet...

PatchworkPosted by Marie 25 Mar, 2010 18:39

Vi har nogle overordentlig kedelige hvide, vævede dækkeservietter, som bliver brugt flittigt og vasket tit - flere gange om ugen. Men de er altså ikke sådan lige som jeg synes de bør være, når man syer så meget som jeg gør. Jeg har eksperimenteret lidt og lavet ét stk ud fra et mønster, købt hos Hannes. Desværre er den ikke bred nok, vi har nogle store ovale tallerkner og der er ikke plads til bestikket ved siden af tallerkenen. Så den næste jeg laver bliver en mønsterrapport bredere!

Stoffet er rester af de dejlige japanske, hvor de fleste er købt hos Quilt My Design. Det er første gange at jeg prøver at lave lukkekanten af én lang strimmel og folde den rundt om hjørnerne. Jeg synes selv de er blevet smadder-flotte! Lige nu er jeg ved at sy lukkekant på mit store kalender-projekt fra QuiltMyDesign (jeg har nu undladt kalenderne og bare syet alle husene smiley) og jeg glæder mig til at kunne vise det færdige resultat her.

Og så har jeg printet materialet til de første fem pakker i KarmaQuilts Harmoni ud. Mon ikke jeg skulle få lavet den på et tidspunkt?